Her er inspiration til
udbudsmaterialet, når du kommer dertil……
Miljørigtigt indeklima handler om kvalitet.
Det gælder både på komponentniveau, som samlet løsning og på det
udførte arbejde.
Udbudsmaterialet definerer den færdige
løsning, som skal overholde bygherrekrav til miljørigtigt indeklima
og øvrige aftaler med bygherre. Det er først langt senere i
processen, at du får brug for det, men vi giver dig allerede her
input til de emner, som det er vigtigt at få med, når du skal
udforme det endelige udbudsmateriale.
Alle de rammer, som er fastlagt af ingeniøren,
for at overholde bygherrekrav til miljørigtigt indeklima, skal
fremgå af udbudsmaterialet. Ved miljørigtigt indeklima bliver der
langt færre frihedsgrader for entreprenøren. Det er ingeniøren, som
påtager sig et større ansvar for, at bygherre får det, han
forventer.
Til gengæld er det vigtigt, at entreprenøren
kan dokumentere erfaring på de discipliner, hvor der stilles krav
til ventilationsanlægget.
Afvigelser, hvor udført arbejde ikke kan
udføres som planlagt, bør beskrives i udbudsmaterialet, så opståede
problemer kan håndteres under montagen, og der kan findes
løsninger, så bygherrekrav om Miljørigtigt indeklima er
opfyldt.
Eftervisning, som entreprenøren skal
dokumentere ved aflevering, skal fremgå af udbudsmateriale,
herunder støj fra ventilationsanlæg.
Det bør dokumenteres, fx ved tredje part, at
styringen og reguleringen, som vedrører miljørigtigt indeklima,
opfylder udbudsmateriale ved aflevering.
Det bør beskrives, hvor meget bygherre må
overskride planlagt brugertilført energi, når energiforbruget til
lufttransport aflæses ved 1 års gennemgang.
Kravene til dokumentation for termisk
indeklima bør beskrives. Styringsanlægget gemmer data:
- Hvis rumtemperatur overstiger fastlagt
målsætning
- Tæller antal timer hvor temperaturen er
overskredet
- Om der er tilført mere brugerenergi end
aftalt samme dag i pågældende lokaler.
Dette, sammen med aflæsning af energimåler for
lufttransport, kunne være dokumentation for om miljørigtigt
indeklima er overholdt ved 1 års gennemgang.
Emner i udbudsmaterialet
- Hastigheder og udformning af kanaler fra
teknikrum til lokalerne.
- Hastigheder og udformning af kanaler i
teknikrum og for afkast og indtag.
- Den dimensionerende luftmængde forekommer,
når temperaturen i lokalerne er for høj. Hvis udeluften da strømmer
i kanaler uden om aggregat eller modstrømsveksler, så reduceres
tryktabet i teknikrummet. Der skal være et så lille tryktab i
kanalerne i teknikrummet som muligt, når der sker køling ved
dimensionerede tryktab.
- Der er sket en udvikling indenfor filtre, og
der bør vælges filtertyper med lille tryktab.
- Der bør vælges ventilatorer med høj
totalvirkningsgrad.
- Der bør vælges modstrømsvekslere med stor
virkningsgrad og gerne en stor enhed, hvor tryktabet sænkes, fordi
lufthastigheden sænkes.
- Støjen fra ventilatoren skal også
optimeres.
- Det er nemmere at håndtere støjproblematikken
og indreguleringen, når kanalhastigheden er lav og forholdsvis ens
gennem kanalsystemet. Stil krav til hastigheder lige efter
indsnævring af kanaldimension, fx 5 eller 6 m/s i hovedkanal og 3
eller 4 meter ved afgreninger.
- En uforudset indsnævring i kanalføringen med
blot fire bøjninger kan øge tryktabet med 20 %.
Det øger transportenergiforbruget med samme 20 %.
Hvordan håndteres disse uforudsete problemstillinger, det bør
fremgå af udbudsmaterialet. Skal der projekteringsmæssigt gøres
plads til, at sådanne problemer opstår?
- Reguleringsstrategi for hele døgnet, hele
året, både i lokalerne og for ventilationsanlægget.
- På samme måde som for varmesystemet: Der skal
være ventilation i lokalet, hvis temperaturen eller CO2
er for høj. Modsat varmesystemet, der leverer varme, hvis
temperaturen er for lav.
- Måling og logning af data i lokalet og
transportenergien.
- SFP faktoren relateres til transport af
udeluft. Hvis ventilationsanlægget også udnyttes som varmluftanlæg
med recirkulering fx udenfor arbejdstid, så skal energimåleren
skelne mellem hvornår, der er udeluft henholdsvis recirkulering og
angive energiforbruget på hver driftform.
- Det bør sikres ved regulering, at der er
balance i luftmængder, ellers øges varmeforbruget i bygningen i
fyringssæsonen.