Ved 22 °C om vinteren og 24,5 °C om sommeren er de fleste tilfredse!

I de fleste erhverv er den anbefalede temperatur 22 °C om vinteren og 24,5 °C om sommeren, så er flest tilfredse. Men temperaturen i løbet af dagen kan ikke holdes konstant, og jo mere temperaturen afviger fra ønsket værdi, jo flere er utilfredse.

Når du vælger kategori A, B eller C for temperatur, så er det beskrevet, hvor meget temperaturen må afvige fra anbefalet temperatur sommer og vinter.

Vælger du fx kategori B, så må temperaturen svinge ± 2 °C omkring den anbefalede temperatur. Det betyder, at temperaturen om vinteren vil ligge indenfor intervallet 20-24 °C og om sommeren indenfor intervallet 23-26 °C.

Om natten, når der ikke er mennesker i bygningen, kan kold udeluft ventileres ind og afkøle bygningen. På den måde kan temperaturen om morgenen reguleres ned til udgangspunktet på de 23 °C om sommeren og 21 °C om vinteren.

Det er rummenes udformning og varmebelastningen i lokalerne, der afgør, om temperaturstigningen over dagen kan holdes nede på de under 3 °C. 

I løbet af dagen tilføres varme fra vinduer, almenbelysning og brugertilført energi. Det vil ofte være nødvendigt at kunne afskærme varmekilder fra lokalerne for at sikre temperaturen - det kan fx være ved solafskærmning - og påvirkning af brugernes adfærd - fx anvendelse af varmeafgivende udstyr. Det er vigtigt at få dette overblik tidligt i projektet, så der kan tages højde for alle forhold i projekteringen af byggeriet. 

Arkitekten kan nemt beregne det tilladte temperaturinterval sommer og vinter, når kategorien for termisk indeklima (temperatur og træk) er valgt.